Snekkersten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Knallert stjålet fra kælderrum, Værløse
Fra et kælderrum i en ejendom på Kollekollevej er der melleme mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 07.25 stjålet en knallert. Tyven har brudt døren til kælderrunnet op for at skaffe sig adgang.
Kørsel uden førerret, Hillerød
En 40-årig kvinde fra Snekkersten blev tirsdag klokken 10.08 standset, da hun kom kørende ad Blåbærvej. Her blev hun sigtet for kørsel uden førerret, da hun havde sat sig bag rattet, selvom hun tidligere havde fået et kørselsforbud. Da oplysninger i sagen pegede på, at kvinden flere gange havde kørt bil på trods af kørselsforbuddet, blev bilen beslaglagt. En dommer skal senere afgøre, om bilen skal konfiskeres permanent.
Havde ulovlig kniv på sig, Frederikssund
Tirsdag klokken 11.24 traf en patrulje en 19-årig mand fra Jægerspris på Heimdalsvej. Her viste det sig, at den 19-årige var i besiddelse af en kniv, hvilket han blev sigtet for.
Kvinde lod sig ikke narre, Hellerup
78-årig kvinde lod sig ikke narre, da en ukendt mand ved 10-tiden ringede til hende og udgav sig for at være fra hendes bank. Manden påstod, at kvindens kreditkort var blevet misbrugt og bad hende om at møde op på en nærmere angivet adresse for at aflevere sit kreditkort. Men kvinden gennemskuede manden, fortalte ham, at han var en svindler og lagde røret på. Forholdet blev anmeldt klokken 12.08.
Brand i lejlighed, Skævinge
Tirsdag klokken 14.30 opstod der brand i en lejlighed på Borupvej. Ingen personer kom til skade ved branden, men to hunde omkom af røgforgiftning. Branden er formentlig opstået ved, at et blus på komfuret er blevet tændt ved et uheld.
Var i besiddelse af hash, Hillerød
En 35-årig mand fra Hillerød blev klokken 16.26 truffet af en patrulje på Hammersholtvej. Den 35-årige viste sig at være i besiddelse af hash, hvilket han blev sigtet for.
Overtrådte knivloven, Birkerød
Tirsdag eftermiddag klokken 16.49 traf en patrulje en 16-årig ung mand fra Birkerød i Teglporten. Den unge mand viste sig at være i besiddelse af en kniv og blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Den unge mands forældre og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.
Kvinde udsat for tricktyveri, Humlebæk
Tirsdag klokken 12.30 blev en 77-årig kvinde udsat for et tricktyveri på stisystemet ved Humlebæk Bibliotek. Her blev hun kontaktet af en mand, som viste hende et kort og på engelsk spurgte om vej til hospitalet. Kvinden forklarede manden, at han kunne tage bussen fra Humlebæk Station, hvorefter han løb i den retning. Da kvinden kom hjem, opdagede hun, at hendes taske var væk. Tricktyveriet blev anmeldt klokken 17.13 og manden beskrives som østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning og iført lys jakke.
Ild i plankeværk, Gilleleje
Klokken 17.34 kom en anmeldelse om, at der var ild i et plankeværk på Byåsen. Politi og brandvæsen kom til stedet, hvor det lykkedes at slukke branden, inden det nåede at brede sig til et nærliggende hus. Årsagen til branden kendes ikke.
Tøj antændt i tumbler, Kgs. Lyngby
Det var formentlig overophedning af noget tøj, som var årsag til, at der klokken 18.31 tirsdag aften opstod brand i en tørretumbler i et vaskeri i Lundtofteparken. Ingen personer kom til skade ved branden.
Sigtet for narkokørsel, Hillerød
Klokken 18.50 blev en 44-årig udenlandsk mand standset, da han kom kørende ad Københavnsvej. Det viste sig, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel.
Sigtet for salg af narko, Farum
Klokken 18.53 blev en 21-årig mand fra Søborg truffet i sin bil af en patrulje ved Paltholmterrasserne. Manden var i besiddelse af en større mængde hash, kontanter, vægt og en telefon og blev sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Havde cannabis på sig, Snekkersten
En 21-årig mand fra Græsted blev klokken 19.49 fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, da en patrulje traf ham på Snekkersten Station. Den 21-årige blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Hund fandt hash, Frederikssund
Ved en målrettet indsats mod salg af narko på gadeplan fandt narkohunden Vaks klokken 22.20 en klump hash, som lå i en bunke blade i p-huset ved Sillebroen. Hashen blev taget med på politistationen og registreret som hittestof.
Brand i hotelkøkken, Gentofte
Gæsterne på Gentofte Hotel måtte natten til onsdag evakueres, da der opstod brand i hotellets køkken. Anmeldelsen om brand kom klokken 00.58, hvorefter politi og brandvæsen blev sendt til stedet. Ilden blev kort efter slukket og hotellets gæsterne kunne senere vende tilbage til deres værelser. Der er ingen meldinger om personskade. Brandårsagen skal nu undersøges nærmere.