Snekkersten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Sigtet for vold mod knallertfører, Farum
Klokken 09.00 blev der anmeldt tumult mellem nogle unge mennesker og en mand på stisystemet ved Munkehøjvænge. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 15-årig ung mand fra Farum, som ifølge egen forklaring var kommet kørende på knallert på stisystemet, da en mand trådte ud foran ham og signalerede, at han skulle stoppe, fordi han ifølge manden ikke måtte føre knallert på stien. Manden, en 58-årig fra Farum, som også stadig befandt sig på stedet, tog derefter fat i den 15-åriges krave. Den 15-årige tog sin hjelm af, og den 58-årige slog ham her i hovedet, hvorefter der opstod yderligere håndgemæng mellem de to.På baggrund af forklaringerne blev den 58-årige mand af patruljen sigtet for vold.
Spirituskørsel, Hundested
Klokken 11.15 blev en 58-årig mandlig knallertfører fra Hundested standset og kontrolleret på Frederiksværksvej. Her viste det sig, at han førte knallerten, selvom han var frakendt retten til at føre en sådan. Derudover fremstod føreren også påvirket af alkohol, hvorfor han blev transporteret til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.Butikstyveri, Hellerup
Klokken 14.20 blev det anmeldt fra Super-Brugsen på Strandvejen, at en ung mand havde forsøgt at stjæle slik, men at han var blevet stoppet i sit forehavende. Idet den unge mand var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 15-årig ung mand blev sigtet for forholdet, ligesom de relevante voksne blev kontaktet.Kørsel i frakendelsestiden og beslaglæggelse af bil, Frederikssund og Slangerup.
Klokken 15.02 blev en 27-årig kvindelig bilist fra Frederikssund standset og kontrolleret på Ådalsvej i Frederikssund. Her viste det sig, at hun havde sat sig bag rattet i frakendelsestiden, hvorfor hun blev sigtet for dette. Da det samtidig ikke var første gang, blev køretøjet beslaglagt med henblik på konfiskation.Næsten det samme skete klokken 16.30 på Strandstræde i Slangerup; her var der blot tale om en 52-årig mandlig bilist fra Frederikssund.
Tildelt slag i ansigtet af cyklist, Hellerup
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.01, var en 53-årig mand fra Hellerup kort forinden blevet slået af en cyklist på Strandvejen i krydset ved Ahlmanns Alle. På stedet var der vejarbejde, som medførte, at både cyklister og fodgængere skulle deles om fortovet, og den 53-årige havde derfor bedt en cyklist om at trække og taget fat i cyklens styr. Cyklisten havde herefter slået den 53-årige flere gange i ansigtet, inden han cyklede fra stedet.Cyklisten beskrives som: mand, dansk af udseende, 40-50 år, 185-190 cm, muskuløs af bygning, hvid i huden med lyst hår og kort trimmet skæg. Iført lysegrå hættetrøje, sort cykelhjelm, sorte shorts, grå sokker og hvide sko. Talte dansk. Medbragte grå/sort bycykel med sorte skærme.
Kørsel uden førerret, Slangerup og Helsinge
Klokken 19.34 blev en 69-årig mandlig bilist fra Rungsted Kyst standset og kontrolleret på Hørup Skovvej i Slangerup. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han ikke havde et kørekort, og han blev derfor sigtet for forholdet.Næsten det samme skete klokken 20.10 på Præstevej i Helsinge; her var der blot tale om en 29-årig mandlig bilist fra Helsinge.
Kørsel i frakendelsestiden, Hornbæk
Klokken 19.52 blev en 35-årig kvindelig bilist fra Greve standset og kontrolleret på Hornbækvej. Her viste det sig, at hun havde sat sig bag rattet i frakendelsestiden, hvorfor hun blev sigtet for forholdet.Lovgivning om euforiserende stoffer, Snekkersten
Klokken 20.27 blev en 21-årig mand fra Skive set smide en joint fra sig på Agnetevej, da den 21-årige spottede politiet. Manden blev derfor visiteret, og på hans person blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer.Lovgivning om euforiserende stoffer, Humlebæk
Klokken 00.55 blev en 21-årig mand fra Humlebæk visiteret på Kirkeskov Allé. På hans person blev der fundet en moderat mængde hash, og han blev derfor sigtet for forholdet.Lovgivning om euforiserende stoffer, Farum
Klokken 01.25 blev en 26-årig mand fra Farum visiteret ved Farum Station. Visitationen viste, at han var i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for forholdet.Spirituskørsel, Frederiksværk
Klokken 01.50 blev en 39-årig mandlig bilist fra Ikast-Brande standset og kontrolleret på Hundestedvej. Manden fremstod alkoholpåvirket, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.
Indbrud anmeldt i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 26.-27. maj 2020