Nyt fra Snekkersten i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Snekkersten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fik formaning efter høj musik, Vejby

En 48-årig mand med fik torsdag morgen en formaning og en advarsel om, at hans musikanlæg ville blive beslaglagt, hvis han ikke skruede ned for musikken. Anmeldelsen om musikken til ulempe i Kælderbjerg Park kom klokken 07.18.

Rat og instrumentpanel stjålet, Hillerød

Mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 08.15 er der stjålet et rat og instrumentpanel fra en BMW, som holdt på Ridehusvej. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Sigtet for narkokørsel, Helsinge

Torsdag formiddag klokken 09.30 blev en 36-årig mand fra Gentofte sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Hillerødvej. Han blev endvidere sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash ligesom nummerpladerne på den bil, han kørte i, blev inddraget, da der var restance på bilen.

Forsøgte at standse tyv, Kgs. Lyngby

En 63-årig mand forsøgte torsdag formiddag at forhindre en tyv i at stikke af fra Blomstervænget med en båd, der stod på en trailer. Manden stillede sig i vejen med sin cykel, da tyven ville køre fra stedet, men måtte springe til side, da tyven ikke satte farten ned. Mandens cykel blev ødelagt og han blev ramt i ryggen af båden. Gerningsmanden beskrives som dansk, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, iført sort fleecetrøje med nogle bogstaver, muligvis ”KI”. Han kørte i en større bronzefarvet bil, muligvis en SUV.  

Motorstyringscomputer stjålet, Frederikssund

Mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen klokken 06.00 er der stjålet en motorstyringscomputer fra en gravemaskine, som stod på Sundbylillevej.

Kørte uden kørekort, Fredensborg

Torsdag eftermiddag klokken 13.45 blev en 31-årig mand standset på Kongevejen og sigtet for kørsel uden førerret, da han havde sat sig bag rattet, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort efter en tidligere frakendelse.

Elværktøj stjålet, Frederikssund

Mellem tirsdag eftermiddag og onsdag morgen klokken 06.45 er der stjålet diverse elværktøj fra en varebil, som holdt i Færgeparken. Tyveriet blev anmeldt torsdag eftermiddag klokken 15.04.

 

Stjal parfume, Kgs. Lyngby

To københavnske mænd på henholdsvis 34 og 40 år blev torsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri samt overtrædelse af våbenloven. De to havde stjålet parfume i Lyngby Storcenter og blev tillige fundet i besiddelse af en hammer samt en kniv.

 

Vibrator stjålet, Skibby

Mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen klokken 07.00 er der stjålet en pladevibrator fra Havholm Agervej. Tyveriet blev anmeldt torsdag eftermiddag klokken 15.53.

 

Indbrud i campingvogn, Frederikssund

Klokken 16.07 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 08.00 og torsdag klokken 07.30 var blevet stjålet vinduer, dør, frontplade og et bord fra en campingvogn, der havde holdt på Højskolevej.

 

Uro og uorden, Snekkersten

Klokken 16.40 og 16.41 indløb der to af hinanden uafhængige anmeldelser om, at nogle unge mænd kørte uhensigtsmæssigt på knallerter ved Borupgårdskolen, ligesom der skulle have været tumult og et kortvarigt slagsmål imellem en mand på stedet, der havde anråbt knallertførerne grundet deres kørsel, og knallertførerne.

Flere patruljer blev sendt til området, men det lykkedes ikke at finde knallertførerne.

Manden der havde anråbt knallertførerne og i slagsmål med dem, en mand i 60’erne fra Helsingør, blev kørt på hospitalet for at få dokumenteret eventuelle skader, ligesom han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet det blev vurderet, at han havde indladt sig i slagsmål.

Igen klokken 18.02 blev det anmeldt, at der blev kørt for hurtigt på knallert i området, og flere patruljer blev igen sendt til dertil. Knallertførerne blev desværre ikke fundet. Nordsjællands Politi formoder, at der er tale om de samme knallertførere som fra tidligere.

Nordsjællands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner til episoderne på telefon 114.

Uro og uorden, Birkerød

Klokken 16.57 anmeldte et vidne, at nogle unge mænd skabte utryghed ud for Birkerød Kunstforening, urinerede i det fri, ligesom de muligvis havde udøvet hærværk mod et skilt. 

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor tre unge mænd blev truffet – to af dem måtte dog først løbes op af politiet, da de løb fra stedet, hvor der lå flere jointskodder. De blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og visiteret, men der blev ikke fundet noget på dem af politimæssig interesse, hvorfor sigtelsen blev frafaldet.

Det kunne på stedet ikke med sikkerhed konstateres, at der var udøvet hærværk, og det forblev derfor ved, at de tre unge mænds generalia blev sikret. Da to af dem var under 18 år gamle, blev de relevante voksne i de to unge mænds liv informereret om, at politiet havde talt med dem.

Vanvidskørsel, Hillerød

Klokken 17.21 blev en 18-årig varebilsfører fra Hillerød standset på Kongens Vænge ved busstoppestedet ved ATP-huset. Det blev han, fordi han var målt til at have kørt 121 km/t i en 50km/t-zone, og han blev derfor sigtet for vanvidskørsel, ligesom varebilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Butikstyveri, Hellerup

Klokken 18.49 blev det anmeldt, at to mænd havde forsøgt at stjæle vin og frugt for i alt 75 kroner fra Netto på Lyngbyvej nær Tubprgvej. Da de to var udenlandske statsborgere blev en patrulje sendt til stedet, hvor en henholdsvis 41-årig mand og en 46-årig mand blev sigtet for forholdet.

Uro og uorden, Frederikssund

Klokken 20.29 blev det anmeldt, at der var et større tabernakel i og omkring Sillebroen, hvor to større grupper bestående af mænd og kvinder i alderen 15-30 år var oppe at toppes.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor parterne blev bedt om at forlade området.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi