Nyt fra Snekkersten i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Snekkersten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Hørsholm

En 68-årig mandlig bilist fra Espergærde kørte klokken 08.05 i sydlig retning ad Helsingørmotorvejen, hvor han ud for afkørsel 9 påkørte en 32-årig mandlig bilist fra Hornbæk bagfra, idet denne bremsede ned grundet kødannelse. Trafikken var som følge af uheldet påvirket i en periode, indtil der var ryddet op på stedet. Kort før klokken 9 kunne trafikken igen passere uhindret. 

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Frederikssund

En 46-årig kvindelig bilist fra Jægerspris blev klokken 08.43 standset af en patrulje på J.F. Willumsens Vej. Her blev hun bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, men dette kunne hun ikke efterkomme, da hun havde fået frakendt sin førerret. Hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Færdselsuheld, Græsted

En 47-årig kvindelig bilist fra Græsted kørte klokken 08.44 i sydlig retning ad Dønnevældevej, da hun i en venstrekurve af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og kørte i grøften.

 

Der skete ikke umiddelbart større personskade, men kvinden blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. 

 

Kørsel i frakendelsestiden, Birkerød

Ud for Circle K på Bistrupvej standsede en patrulje klokken 09.20 en 29-årig mandlig bilist fra Stenløse. Da han havde fået frakendt førerretten, blev han sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Tyveri fra byggeplads, Stenløse

Klokken 09.33 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet byggestrømkabler fra en byggeplads på Grævlingeleddet mellem onsdag klokken 18.00 og torsdag klokken 02.45. Den ukendte gerningsperson havde tiltvunget sig adgang til byggepladsen gennem et hegn på stedet.

 

Parkering til ulempe udløste tumult, Helsingør

En henvendelse om to biler, der holdt til ulempe ved Sct. Mariæ Kirke udviklede sig torsdag formiddag omkring klokken 09.40 til tumult, hvor seks personer i alderen 15-26 år endte med at blive anholdt. En patrulje var kommet til området for at få bilerne flyttet. Nogle af de personer, som sad og sov i den ene bil, blev opfarende over for patruljen, og kort efter ankom flere personer til stedet og eskalerede situationen, hvilket betød, at der måtte sendes flere patruljer til stedet. Da personernes opførsel i øvrigt blev tolket som værende mistænkelig, blev det besluttet at ransage deres biler, hvor der blev fundet en gaspistol samt nogle computere, som formentlig stammede fra et tidligere indbrud. En 16-årig og en 18-årig mand blev ud over sigtelser for overtrædelse af Politiloven og Ordensbekendtgørelsen også sigtet for indbrud. 

 

Alle anholdte er løsladt igen, da der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 18.12 blev det anmeldt fra MENY, at de havde pågrebet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle kød til en samlet værdi 640 kroner. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 29-årig mand blev anholdt og sigtet for forholdet.

 

Butikstyveri, Værløse

Klokken 18.26 blev det anmeldt fra Kvickly, at de havde pågrebet en formodet butikstyv, som ikke ville erkende forholdet, ligesom manden også var udadreagerende.

 

En patrulje blev derfor sendt til butikken, hvor en 63-årig mand fra Værløse blev sigtet for butikstyveri.

 

Uro og uorden, Stenløse

Klokken 18.37 blev det anmeldt, at tre biler fyldt med unge mænd kørte rundt nær Frydensbergvej og råbte ud af vinduerne, kørte over for rødt og alt i alt skabte utryghed. Politiet blev sendt til stedet, men det lykkedes ikke at finde bilerne.

 

Kørsel i påvirket tilstand, Hillerød

Klokken 22.41 blev en 46-årig mandlig bilist fra Hillerød standset og kontrolleret på Frødalen. Han fik både alko- og narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for både spiritus- og narkokørsel og dernæst taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

 

Brand, Hellerup

Klokken 23.14 blev det anmeldt, at der var en mindre brand i noget avispapir i vindfanget til biblioteket på Dyssegårdsskolen. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte hurtigt fik flammerne under kontrol.

 

Et vidne havde set to unge piger sætte ild til nogle bøger og løbe fra stedet.

 

Nordsjællands Politi skal nu blandt andet se, om der er noget overvågning i området, som kan bidrage til at fastslå hændelsesforløbet.

 

Mistænkeligt forhold, Frederikssund

Klokken 23.36 blev det anmeldt af et vidne, at nogle personer skulle være ved at klippe det yderste hegn til Frederikssund Arrest op. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor tre mænd i 20’erne kortvarigt var anholdt.

 

Det viste sig, at de tre kendte en indsat i arresten, som havde fødselsdag, og den ville de formentlig markere ved at råbe ind til den indsatte.

 

Da de tre ikke var noget så langt i deres forehavende, inden politiet ankom, var der ikke umiddelbart tale om et forhold, som de tre kunne strafforfølges for, og deres generalia blev derfor sikret, hvorefter de blev bortvist fra stedet.

 

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Klokken 01.58 anmeldte en beboer på Danmarksvej, at han via kameraet i sit alarmsystem klokken 00.29 havde kunne se to mænd gå rundt i boligens have, og selvom der ikke havde været indbrud i hans bolig, mistænkte han, at det kunne være indbrudstyve, der ville slå til andetsteds i nabolaget.

 

En patrulje blev derfor sendt dertil, men det lykkedes ikke at træffe de to mænd.

 

Et alarmsystem med kamera kan være en glimrende måde at forebygge indbrud på.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Snekkersten

Klokken 04.00 blev en 39-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Kongevejen. Her vidste det sig, at han sad bag rattet, trods han var frakendt retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for dette.

 

Da han flere gange tidligere var blevet siget for at køre bil i frakendelsestiden, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

 

Varetægtsfængslet for påsatte brande, Hillerød

En 16-årig ung mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i tre uger. Den unge mand er sigtet for at have været med til flere tilfælde af brandstiftelse, hvor der efteråret blev sat ild til byggematerialer på Trollesmindealle, Peder Oxes Allé og Milnersvej. Da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, har Nordsjællands Politi ikke yderligere oplysninger at give.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi